Da kvinderne fra Profetens husstand nåede Damaskus' udkant, blev de tvunget til at standse. Yazid blev informeret om deres ankomst, hvorefter han planlagde en dag til deres indmarch til byen. I den aftalte dags morgen, blev Profetens familie ført til Damaskus. De var bundet med reb og samlet i flok som kvæg. Hvis nogen snublede blev de pisket. Gaderne var blevet dekoreret og lyden af musik fyldte byen. Folk stimlede sammen og bar festlige klæder og jublede da de så optoget, hvor martyrernes hoveder som sædvanligt var båret forrest. Med værdighed og selvrespekt, paraderede fangerne gennem Damaskus. Zainab kastede endda det mad til side, som nogle med medlidenhed havde ofret dem.

Sønnen af en af Profetens (sa) fjender, som havde føret krig imod Imam Ali (as) var iblandt mængderne. Da han så Imam Alsajjad (as), spurgte han ham på en grel måde, hvem det var, der var den sejrende nu. Imamen svarede ham:

"Hvis du vil finde ud af hvem den sejrende er, så (vær opmærksom) når det er tid til bønnen og Adhan og Iqama bliver reciteret". 

På denne måde, blev fangerne paraderet indtil eftermiddagen, da de nåede Yazids palads. Der sad han på sin trone og blev meget fornøjet, da han så de fireogfyrre bundede fanger ankomme. Imam Husseins (as) hoved blev bragt til ham på et guldfad. Han slog Imamens læber med hans stok og sagde:

"O Hussein! Du har betalt prisen for dit oprør." 

Da Zainab (as) og hendes ledsagere så denne udstilling af arrogance brød de i gråd, hvorefter mange af de tilstedeværende skammede sig over hans handling. Men Yazid forblev skadefro og sagde:

"Mine stamfædre, der blev dræbt i Badr er blevet hævnet i dag. Nu er det blevet klart, at Bani Hashim kun havde iscenesat et skuespil for at opnå magt, og at der ingen Guddommelige åbenbaringer var." 

Zainab (as) var dog ikke bange. Hun drog op og sagde modigt:

"Lovprist være Allah, verdnernes Herre, og velsignelserne være over min bedstefader, Lederen af de Guddommelige Sendebud. O Yazid, Allah siger, og Hans ord er sandheden, at: 'Ond blev da afslutningen for dem, der handlede ondt, fordi de forkastede Allahs tegn og drev spot med dem'. [1]

O Yazid, tror du da, at det er lykkedes dig at afspærre himlen og jorden for os, og at vi er blevet dine fanger, fordi vi er blevet bragt til dig i række og at du har sikret kontrollen over os? Tror du da på at vi er blevet ramt af fornærmelse og uhæderlighed af Allah og at du har fået hæderen og respekten af Ham? Du er blevet skrydende af denne tilsyneladende sejr, at du er blevet sikker og er begyndt at triumfere og føle dig stolt over denne prestige og hæder.

Du tror, at du har opnået verdslige goder, at dine anliggender er blevet stabiliserede og at vores herredømme er faldet i dine hænder. Vent i en stund. Vær ikke så lystig. Har du glemt Allahs tale: 'Og de vantro skal ikke mene, at det er til lykke for dem, at Vi giver dem udsættelse. Vi giver dem kun udsættelse, så at de kan vokse i synd, og en vanærende straf bliver deres'. [2]

O søn af de frigjorte slaver, er det da din retfærdighed, at du holder dine egne døtre og dine tjenestepiger tilsløret, imens at døtrene af Allahs Profet bliver paraderet og udstillet fra sted til sted. Du har vanæret os ved at afdække vores ansigter. Dine mænd tog os fra by til by hvor alverdens folk, hvadenten de var bosat på bakker eller ved flodbredder, kiggede på os. Den nære såvel som den fjerne, den fattige såvel som den rige, den usle såvel som den fornemme – alle kaster deres blikke på os, imens at vores standpunkt er således, at ingen af vores pårørende kunne hjælpe eller understøtte os.

O Yazid, hvad end du gør beviser dit oprør imod Allah og din benægtelse af Hans Profet (sa) og Bog og Sunnah, som den Hellige Profet (sa) bragte fra Allah. Dine gerninger vil ikke forårsage forbavselse, fordi en, hvis bedstemoder tyggede på martyrens lever, hvis kød blev til af ondartede mennesker, som kæmpede imod Lederen af alle Guds Sendebud, som mobiliserede partierne for at kæmpe imod ham og trak sværdene op imod ham, skulle klart overgå alle araberne i mangel på tro, syndighed, overskridelse, og fjendskab imod Allah og Hans Profet.

Ihukom at de onde gerninger og de syndige handlinger som du har begået, er resultatet af manglen på troen og det gamle had du bærer på grund af dine stamfædre, der blev dræbt i Badr.

Én, der kaster sit fjendskabsblik, ondskabsfuldhed og had over os, smøler ikke med at praktisere fjendskab over os. Han beviser sin mangel på tro, erklærer det med sin tunge og proklamerer triumferende: 'Jeg har dræbt Allahs Profets sønner og gjort hans efterkommere til fanger' og ønsker at hans stamfædre havde levet for at se hans bedrifter og at have udråbt: 'O Yazid, må dine arme ikke miste deres styrke'.

[1] Koranen: 30 : 10
[2] Koranen 3 : 178

O Yazid, du slår Imam Husseins læber med din stok foran denne menneskemængde, imens at disse læber var vant til at blive kysset af Allahs Profet, og atter afspejler dit ansigt fornøjelse og glæde.

Ved mit liv, ved at dræbe herren og de unge af Paradiset, sønnen af arabernes leder (Ali) og den skinnende sol af Abdul Muttalibs afkom, har du uddybet vores sorg og løsrevet os fuldstændigt. 

Ved at dræbe Hussein ibn Ali (as), har du fortjent nærhed til din vantro stamfædres rang. Du proklamerede dine gerninger med hovmod og hvis de kunne se dig, så ville de bifalde din handling og bede at dine arme ikke bliver lammet.

O Yazid! Hvis du havde hjerte nok til at tage dine gerninger i betragtning, ville du selv visselig ønske, at dine arme blev lammet og skåret over fra dine albuer og du ville ønske at dine forældre ikke havde født dig, fordi du ville vide at Allah er blevet misfornøjet ved dig.

Allah, Skænk os vore rettigheder. Hævn disse, der undertrykte os.

O Yazid! Du gjorde hvad du ønskede, men husk at du har skåret din egen hud og kød i stykker. Snart vil du blive bragt i nærværelse af Profeten. Du vil blive overbebyrdet med vægten af dine synder, begået ved udgydelsen af blodet af hans afkom og af vanærelsen af hans familie. Stedet hvortil du vil blive bragt, vil være foran alle hans familiemedlemmer. De undertrykte vil blive hævnet og fjenderne vil blive straffet.

Yazid! Det ser ikke ud til at du vil svulme op af glæde efter drabet på Profetens afkom. 'I skal ikke mene, at de, der blev dræbt for Allahs sag, er døde. Nej, levende (er de) hos deres Herre (og) bliver forsørget (i alle måder), Idet de fryder sig over det, som Allah har givet dem af Sin nåde.' [3]

Allah er tilstrækkelig til at tage sig af dig. Allahs Sendebud er din modstander og Gabriel er vor understøtte og hjælp imod dig.

De, der har gjort dig til lederen og brændt muslimerne med dit lederskab, vil snart finde ud af hvad der venter dem. Alle tyrannernes ende er voldsom smerte.

O Yazid! Jeg taler kun til dig for at advare dig om den hårde tugtelse, der er forberedt dig, så du må være fuld af beklagelse, da du er én af de, hvis hjerter er forhærdet, hvis sjæle oprørske og hvis kroppe er optagede af Allahs ulydighed, imens at de forbandes af Allahs Sendebud. Du er én af dem, hvis hjerter, er gjort til bopæl for Satan, og hvori han har avlet unger.

Hvor forbavsende at de dydige mennesker, sønner af Profeterne og Stedfortræderne på hænderne af de befriede slaver, onde gerningsmænd og synderne. Vor blod er udgydt af deres hænder og vor kød er serveret som mad til dem. Vi føler sorg over de, hvis kroppe ligger indhyllet og ubegravet på slagmarken, såret med pile.

O Yazid, hvis du betragter vores nederlag som din bedrift, så må du betale dens pris. Allah udøver ikke uretfærdighed overfor Hans tjenere. Vi fæster vor lid til Allah. Han alene er vor Undsætning og vor Tilflugtssted, og på Ham alene vil vi hvile vort håb.

Du kan planlægge og prøve hvor meget end du kan. Ved Ham, der beærede os med åbenbaringen, Bogen og Profetskabet, du vil ikke kunne opnå vor status, ej heller nå vor stilling, ej heller kan du påvirke vor omtale, ej heller fjerne fra dig selv skammen og dishonoreringen, som nu er din skæbne, fordi du forøvede, overgreb og undertrykte os. Dine ord er svage og dine dage er talte. Giv agt, den dag når Forkynderen vil forkynde Allahs forbandelse over undertrykkerne og de uretfærdige.

Lovprist være Allah, der gav en god endeligt til Sine venner og skænkede dem succes i deres hensigter, og derefter kaldt dem til Hans Nåde, Velbehag og Lyksalighed, imens at du kastede dig selv ind i ondskab og fortræd ved at begå uretfærdighed imod dem.

Vi beder til Allah om at favorisere os med fuld belønning igennem dem, og at skænke os det gode Khilafhat og Imamat. Sandelig, Allah er Velvillig og den Mest Barmhjertig over Hans skabninger."

[3] Koranen: 3 : 169-170

Kufa var anset som værende muslimernes hovedby. Imam Ali (as) gjorde det til sit hovedstad i løbet af sit khilafat, og her boede Zainab (as) og Um Kulthoom (as) engang respekterede og elskede. Nu kom de til denne by som fanger.

Det var nat da de ankom til byen og Ibn Ziyads palads var lukket, så de blev tvunget til at ligge i lejr udenfor. Da han blev informeret om deres ankomst den næstkommende dag, beordrede han at en stor højtidelighed skulle finde sted, hvor alle var inviteret uden skelnen. Imam Hussein (as) hoved blev sat på et guldfad nær tronen, og hovederne af martyrerne skulle også udstilles. Kufierne var blevet fortalt, at en stamme havde begået fredsbrud imod muslimerne, men at muslimerne havde sikret sejren og på grund af dette var der en festlighed.

Festligt klædt og i forventning om en munter festlighed, strømmede folk på gaderne og markedspladser, imens at sejrsmusikken blev spillet da fangerne ankom. Men der var kun få, der gættede sandheden og kiggede på med nedslåede øjne. En kvinde, der genkendte Zainab (as) og hendes ledsagere af utilslørede kvinder, farede imod hendes hus og bragte dem alle hoveddækker og lagener til at dække deres kroppe. Men de blev ikke tilladt at beskytte deres ærbarhed og soldaterne tog slørene fra dem.

"Lovprist være Allah og Hans velsignelser være over Mohamad og hans rensede afkom. Således, O folk, der bedrager, svigter og udtænker, det er jer der græder. Må Allah ikke stoppe jeres tårer og må jeres hjerter brænde uophørligt med sorgens og skadens ild. Jeres eksempel, er som en kvinde, der ihærdigt forbereder en stærk reb for derefter at omvinde det og spilde hendes anstrengelser.

I sværger sådanne falske ed, som ingen sandhed indeholder. Ved, at I intet har undtagen forfængelig snak, falsk hovmod, fortræd, ondskabsfuldhed, ondsindethed, hadskhed, usandfærdighed og spytslikkeri. Ved at jeres position ikke er andet end som husassistenter og købte piger, som er de usleste væsner. Jeres hjerter er fulde af fjendskab og hadskhed. I er som vegetationen, der gror i et beskidt jordbund og er endnu grøn, eller som mørtlen påført på gravene.
I burde vide at I har forøvet en virkelig morbid gerning og har tilberedt jer en slet tilvejebringelse til jeres kommende liv, for Allahs vrede er over jer og Hans forbitrelse vil falde over jer.

Nu græder I højlydt og jamrer over min broder! Ja, græd, fordi det sømmer sig for jer at græde. Ja, græd rigeligt og grin mindre, fordi I har bragt skam over jer selv ved at dræbe jeres tids Imam. Pletten af hans blod er nu på jeres klæder og I kan ikke fjerne den, ej heller kan i sikre frifindelsen fra ansvarligheden for drabet på sønnen af Allahs sidste Profet, Lederen af de unge i Paradiset. I har dræbt en person, der var jeres støtte, kenderen af sunnah og den yderste voldgiftsmand i tiden for jeres gensidige ordstrid. Han var grundlaget for jeres tale og handlinger. Han var jeres tilflugtssted ved genvordigheder. 

Da Zainab (as) så at nogle mænd og kvinder havde indset hvad der virkeligt var sket; grædende og jamrende, bedte hun dem om at være stille og talte til dem med gennemtrængende veltalenhed og indsigt: 

Ved, at I er kendt skyldige i den mest grufulde forbrydelse og har forberedt jer den værste tilvejebringelse i Dommedagen. Forbandelserne være over jer og må undergangen indhente jer. Jeres anstrengelser er gået til spilde og I er blevet ruineret. I har udført en tabende handel. I er blevet til ofre for Allahs vrede og er faldet i skændsel og fornedrelse.

Folket af Kufa, ve over jer. Har I indset hvilket stykke af Mohamads hjerte I har skåret over, hvilken løfte I har brudt, hvis blod I har udgydt og hvis ære I har vanhelliget? I har ganske vist begået sådan en forbrydelse, der lader himlen falde ned over jorden, jorden må skælve og bjergene smuldrer i stykker. Ved at dræbe jeres Imam, har I begået en slet handling af oprørsk natur og ubesindighed overfor ophøjetheden. Ved synet på alle disse handlinger, vil I da undre jer hvis blod ville regne ned fra himlen? I hvert et tilfælde burde I være indstillet på at tugtelsen af den Kommende Verden vil være voldsom. I denne forbindelse vil der ikke være nogen til at hjælpe jer. Anse ikke tiden og muligheden givet til jer fra Allah som lille eller uvigtig, og vær ikke tilfreds med det for hvis Allah ikke er hurtig til handle, så indebærer det ikke i sig at Han er ude af stand til det. For ham, er der ikke frygt for, at hævnens time forbigår. Allah holder sandelig øje med jer."